Velkommen i fairbar
Velkommen til en ny type café i hjertet af Århus.
En café, hvor kreativiteten blomstrer, mens kaffeduften spreder sig i lokalet. – Spreder sig sammen med overskuddet for caféen til humanitære projekter over hele kloden. Caféen er med andre ord non-profit, og hende, der smiler på den anden side af baren, er frivillig.
Og velkommen til et kreativt og engageret café miljø¸, hvor vi udover cafébesøg, tilbyder koncerter, kunstudstillinger og debat, og hvor vi sætter fokus på samfundsmæssige og eksistentielle spørgsmål.
Velkommen til en cafeoplevelse med skummende øl og nybagt chokolade kage serveret med et upcomming band på trommehinden eller en ny tanke i cirkulation. Velkommen til fairbar.
Ansatte i fairbar
100 frivillige og så to studentermedhjælpere
Der er ansat to studentermedhjælpere i fairbar, men resten af de ansatte i cafeen er frivillige. Alle kan blive frivillige i fairbar. Har du lyst til at lære at lave kaffe og bruge et par frivillige timer i cafeen, så tal med bestyreren. De frivillige medarbejdere i cafeen er grundstenen og altså helt centrale for cafeen.
Der er mange typer af frivillige jobs i caféen: bartendere, planlægning og afvikling af caféens mangeartede aktiviteter, PR, hjemmeside osv.
Det forventes at man som medarbejder i fairbar, bliver medlem af KFUM og KFUK. Som frivillig i caféen kommer man til at indgå i et fællesskab. Der vil blive afholdt en række fester og arrangementer for de frivillige, og der er i det hele taget tænkt i at gøre det attraktivt at være frivillig i caféen. Det være sig gennem kurser, kompetencegivende arbejdserfaring, mulighed for at realisere sine ideer og kreative evner osv.
Tryk i fairbar
Kernen i fairbar er tryk
Indtryk – debat og refleksion
Hvorfor? Fordi det giver stof til eftertanke at stoppe op i sit liv, tage en dyb indånding og konstatere om man er her, og om man er der, hvor man gerne vil være. Det giver perspektiv og en horisont at forholde sig til, at der er noget, der er større end én selv. Vi vil gerne blive klogere på os selv, andre og verden gennem indtryk fra debatter og foredrag.
Aftryk – non-profit café
Hvorfor? Fordi det at hjælpe andre og ikke lade alting handle om sig selv, giver indhold og mening i hverdagen. Dette afspejler sig ved, at cafeen baseres på frivillig arbejdskraft – samt at professionelle kunstnere og virksomheder stætter cafeen. På den måde kan caféen blive en realitet, give noget videre og sætte aftryk i verden.
Det primære formål ved at lave en nonprofit café er at skabe overskud til internationale hjælpeprojekter. Derudover afspejles det også i vores sortiment, som er udvalgt efter princippet om, at vi vil handle på den bedste, mest forsvarlige og bæredygtige måde.
Udtryk – kunst og kreativitet
Hvorfor? Fordi mennesket er et legende og skabende væsen, som har brug for at udvikle og udtrykke sig individuelt og i samspil med andre mennesker. Vi vil gennem kunst og kreativitet sætte fokus på, at der er mange tolkningsmuligheder. Derudover vil caféens ansigt udadtil basere sig på gode kvalitetsoplevelser, hvor de frivillige igennem kurser og oplæring formår at brygge en god kaffe helt i overensstemmelse med kaffehændværkets bryggemetode. Den personlige service vil skinne igennem som værende naturlig, imødekommende og frem for alt smilende.
Formål i fairbar
Sammenhæng med formål for KFUM og KFUK i Danmark
Cafeen er en del af KFUM og KFUK i Århus, og er udadrettet og åben for alle – uanset livsholdning og livsstil. fairbar er en non-profit café, der udfolder kristendommens livssyn, og bygger på formål for KFUM og KFUK i Danmark.





